Tid til forskellighed
Hvert år samles elever med vidt forskellige baggrunde og nogle har forskellige udfordringer med sig i bagagen. Det kan være en problematisk skolehistorik, svære hjemmesituationer, diagnoser eller andre særlige behov, der har medført, at de har et ønske om en ny start.
Som efterskole har vi et ansvar for at tilbyde en skolegang og en hverdag som er rummelig og inkluderende, uanset jeres barns udgangspunkt. Inklusion er at sikre, at jeres barn har adgang til fællesskaber hvor denne kan deltage meningsfuldt. Det er både de faglige og de sociale fællesskaber hvor relationer og samspillet med de andre elever er afgørende for et godt efterskoleophold.
Et inkluderende skoleforløb er hos os altid bygget op omkring klassen, og den faglige støtte jeres barn vil have behov for, vil altid tage udgangspunkt i klasseundervisningen.
Jeres barn i centrum
Hvis jeres barn har en særlig historik med sig, vil vi altid invitere til en samtale omkring behov og udfordringer, så vi sikrer, at vi kan tilbyde det efterskoleår, som jeres barn har brug for.
Det vil altid være en individuel vurdering, om Lindenborg er det rette sted til at møde disse behov.
Vi laver, i samarbejde med jer, en skriftlig plan for opholdet som beskriver de foranstaltninger, der kan øge deltagelsesmulighederne både fagligt og socialt. Denne plan revideres om nødvendigt i løbet af skoleåret.
Skole-hjem-samarbejdet omkring jeres barn er helt afgørende for, at det bliver et godt skoleår. Det er derfor vigtigt, at I tidligt i processen bidrager med alt relevant information omkring jeres barns eventuelle udfordringer.
På den måde sikrer I de bedste forudsætninger for efterskoleopholdet.